Det åbne hjerte

Testimonials

Del:

Kvinde 20 år

Den glade pige der hadede verden

Jeg er 20 år gammel og jeg har nu gået hos Jimmy i ca. halvandet år. Jeg er begyndt efter halvandet år for første gang – i nærmest hele mit liv – at føle mig glad. I sidste session sagde jeg til Jimmy, at jeg følte at mit liv var blevet værd at leve. Det er noget helt nyt for mig.

Mit liv har bestået af mange kampe. Kampe som jeg simpelthen ikke kunne vinde – i hvert fald ikke med de vaner jeg har fået internaliseret siden jeg var helt lille. Jeg er igennem mit liv  blevet fortalt af så mange mennesker, så mange gange, at jeg var forkert, tyk, dum, grim – intet værd –  at jeg har troede på dem. Jeg følte mig som skrald. Jeg følte nærmest at det gjorde verden ondt at jeg var her.

Altid positiv

Jeg har aldrig lært at udtrykke mine følelser… Jeg har ikke kunne udtrykke vrede, min sorg. Jeg frøs mine følelser så langt ned, at jeg ikke kunne mærke noget som helst. Næsten ligeså langt tid jeg kan huske, har jeg gået rundt og hadet alt – og jeg mener hadet, i ordets reneste betydning – alt i mens verden så på mig og kaldte mig glad. ‘Den Glade Pige’. For jeg var altid glad udadtil, jeg var altid smilende udadtil, jeg var altid positiv og grinende udadtil… Men i virkeligheden kogte jeg inden i. Da ‘Den Glade Pige’ nogle gange så lidt bedrøvet ud, vidste omverdenen jo ikke, at hun ikke bare var lidt ked af det, men hun simpelthen ikke havde lyst til at leve længere.

I løbet af de sidste 4 – 5 år har jeg kæmpet med meget – anorexi, bullimi, depression, cutting… Jeg hadede mig selv. Utrolig meget. De sidste mange år, har jeg frygtet at være alene, for så var der ikke noget at distrahere mig selv med. Jeg byggede hele mit liv – mig selv – på andre. Der var ingen mig, intet fundament. Jeg frygtede hver eneste nat, hvor jeg skulle ligge mig til at sove, for så var der ro og plads til, at jeg kunne mærke mine følelser, og det frygtede jeg mere end alt – mere end sult eller sår.

Nye kabler

Jeg startede hos Jimmy halvandet år siden, efter jeg en morgen vågnede op og ikke kunne stå op, fordi verdens vægt simpelthen vejede for meget. Der tænkte jeg “jeg giver op,” og ringede derefter til Jimmy, selvom terapi var noget jeg ihærdigt havde undgået i mange år.  Det har været den bedste beslutning jeg nogensinde har taget.

Jimmy sagde den første dag, at vi skulle have trukket nogle nye kabler igennem mig. Jeg skulle have direkte forbindelse mellem mine følelser og hvad der kom ud af min mund. Da han sagde det, tænkte jeg det var umuligt.

Men i dag føler jeg endelig for første gang i mit liv, at jeg har et fundament der er mig selv. Det er først her de sidste par måneder at jeg endelig er begyndt, at være reelt glad for første gang i mit liv. Det er selvfølgelig en proces, men pga. af arbejdet med Jimmy har jeg kunnet gå ned af vredens trappe og at få varmet min frosne vrede lidt efter lidt op. Få taget ‘Silent’ ud af ‘Silent Fury’. Jeg har  fået etableret “rene” forhold, dvs. hvor jeg får renset ud og sagt de ting jeg tænker og føler til omverdenen. Jeg kan være alene og nyde det. Jeg kan gå i seng og ikke føle panikken begynde at koge inden i mig når klokken bliver omkring 9. Jeg føler ikke længere angsten sidde i min mave som en permanent isklump, og det er nu kun undtagelsen at jeg føler angst, i stedet for før da det var en stor undtagelse at jeg følte mig rolig. Jeg kan endelig trække vejret.

Tak Jimmy

Mand, 21 år

Fra hashmisbruger til yogainstruktør

Jeg er en mand på 21 år, og har gået i terapi hos Jimmy i snart halvandet år. Det har virkelig været en rejse. Jeg er gået fra at være helt ude af kontakt med mine egne følelser, til at være det. Så kort kan det siges, og det er noget nær det største, mest omvæltende, der er sket for mig. Det har revolutioneret min tilgang til alle mine sociale relationer, og har åbnet op for en verden af kontakt og autenticitet, som jeg ikke før kunne drømme om. Her er et par ord om hvordan den transformation har været for mig, og hvad jeg har lært igennem terapi hos Jimmy:

Vreden blev aldrig udtrykt

Min vej gennem livet som barn og teenager lærte mig, at undertrykke mine følelser, og at tilsidesætte mine tanker og mit indre univers til fordel for de omkringværende mennesker. Min identitet er derigennem blevet polariseret: Jeg svingede mellem at skamme mig, at føle mig totalt værdiløs og at være optaget af grandiose tanker, at føle mig som en gigant blandt simple mennesker, den eneste som virkelig kunne se hvordan tingene hang sammen. Jeg begyndte at stjæle, ryge hash og male graffiti. Sådan udlevede jeg min vrede, men skammen voksede kun, og vreden blev aldrig udtrykt over for menneskene omkring mig. Jeg isolerede mig, og jeg led. Jeg blev taget en dag, og mine forældre sendte mig på afvænning. Jeg er siden stoppet med at ryge, og opfører mig pænt. Men først da misbruget og den selvdestruktive adfærd ophørte, kunne min egentlige rejse begynde, rejsen imod det tilsyneladende utopiske mål om at møde mig selv med kærlighed som den jeg er. Ikke at behøve GØRE, eller SIGE eller VÆRE på nogen bestemt måde for nogle bestemte mennesker hele tiden, men at være den jeg er, at finde overensstemmelse mellem mit indre univers og mit ydre ansigt til verden. Forskellige terapeuter, familiemedlemmer og gode venner har fortalt mig, Peter, du skal bare være dig selv. Ja tak, det er bare det jeg skal. Det er det vi alle skal, ikke sandt?

Fanget i mine egne tanker

Men hvordan – gør man det? Jeg har arbejdet med mig selv igennem flere andre terapi-forløb, læst en del bøger, og tænkt og talt en masse, men når jeg ser tilbage, har jeg ikke nødvendigvis gjort noget fremskridt i at lukke hullet i mit hjerte, eller forstå tomheden i min mave. Da jeg mødte Jimmy, ændrede dette sig. Igennem samtale, meditation, visualisering, vejrtrækningsøvelser og rollespil har jeg fået, og skærpet, en bevidsthed om, helt konkret, hvordan det føles at være mig, i min sansende og følende krop. Og jeg har kunne lære det i et trygt rum, hvor den medfølgende smerte har været mulig at vise og dele med et andet menneske. Det har været afgørende for mig at føle, at Jimmy virkelig kender mig og forstår mig, og det som foregår inden i mig. Jeg har kunne tage min nye selvforståelse med uden for det terapeutisk rum, og integrere den i mine møder med menneskene i mit liv. Langsomt er jeg blevet bedre til at møde og acceptere min egen nervøsitet og tendens til at analysere tingene alt for meget, at være fuldstændig fanget i min tankevirksomhed. Disse ting har været centrale i min vej igennem et et-årigt parforhold, der var både fantastisk og smertefuldt, og som fundamentalt ændrede mig som mand. Jeg lærte utrolig meget, og kunne navigere i det takket være den gode vejledning jeg fik. Jeg tør slet ikke tænke på hvad det var blevet til uden dig, Jimmy…

Det frygtindgydende

Jeg har altid haft svært ved at ”fylde” i det sociale landskab, og har ubevidst levet ud fra tesen om, at andres behov er vigtigere end mine egne. Det er nu ikke et mål i sig selv at fylde, men for mig, der har fyldt så lidt, at jeg ikke har følt mig hverken hørt, set eller forstået af de fleste mennesker i mit liv, er den tilbagevendende udfordring, at tage det afgørende skridt, at gøre det menneske jeg har foran mig, opmærksom på hvordan jeg har det. Og det skridt, banalt som det kan føles blandt gode venner, grænseoverskridende som det kan føles blandt fremmede, og frygtindgydende som det kan føles over for dem jeg elsker, det skridt er jeg blevet forberedt på at tage igennem mit terapiforløb hos Jimmy. Jeg er blevet klar over, at det er det skridt som jeg skal tage hver dag, som jeg har BRUG for at tage hver dag, selvom det er svært, og at det er dét manglende skridt, som bl.a. har ligget til grund for den smerte og mangel på mening, jeg har båret hele livet.

– Peter

Woman, 42  years old

Canadian inner work

My journey in therapy with Jimmy started about 6 months ago.  My husband had started with Jimmy several months before that, as a transition from our couple’s therapy (different therapist) to start to focus on individual needs. I eventually followed suit, as some of what they were working on together had deep impacts in the dynamics of our marriage.

To explain, my husband and I have a bit of an extraordinary lifestyle, with myself being Canadian, my husband being Danish, and both of us travelling extensively, often internationally for work, family and personal.  I cannot stress enough that the ability to work with a skilled therapist almost no matter where in the world you may be has been hugely valuable. My husband and I consider ourselves blessed to have this opportunity.

The hijack of my emotions

My first intention with asking to work with Jimmy was to focus on my marriage and relationship with my husband, but soon it became apparent to me that I had a gentle, compassionate and exceedingly perceptive guide who could help me take a deeper look at my own internal workings. Those echos from the past that I carry with me that subconsciously undermine my relationships and hijack my emotions, despite my extraordinary attempts to control everything and project a very good looking façade to the world.

Jimmy has helped to walk me through and finally start to fully heal from deep grief related to the traumas of failed fertility treatments, especially a heartbreaking miscarriage of our twins two years ago and my own related stalled grief, and the hurt that such a loss can descend on a marriage.

Nurture of my inner child

He is helping me to reconnect to the gentle and sensitive child in me that has been covered up and cut off while attempting to present a face to the world that I am cool, confident and in control. Yet it is that sensitive part of me that is so important to the core of who I am, and a part of me to be appreciated and nurtured. This part of me has been cut off in an attempt to deny and compensate for the impacts of what a dysfunctional broken family has on a sensitive child, and extreme breaches of boundaries that have occurred throughout my youth and young adulthood. Essentially, with the help of Jimmy, I am deconstructing the brick wall that I have built up to protect myself, because at the same time this brick wall also blocks out those I love and cuts me off from fully experiencing life.

My husband and I continue to be work in progress, but we are making great strides in better communicating and recognizing our needs, the real human needs that we each have, rather than just reacting AT each other – which is no small feat!  I also see the powerful personal growth and development in my partner, and that is inspiring. In summary, I would highly recommend Jimmy, and I am delighted that his talents can be appreciated beyond the borders of Denmark. You will find in him a caring, empathetic and astute individual that deals out a potent mixture of no-nonsense therapy mixed with deep compassion and connection.

Kvinde, 31 år

Fra bipolar til sårbar

Jeg begyndte hos Jimmy efter en par-session med min kæreste hvor det blev tydeligt at der var brug for at jeg kunne arbejde fokuseret med mig selv. Jeg havde i lang tid haft kæmpe modstand mod at gå i terapi, da jeg i en stor del af min tidlige ungdom og voksenliv havde mødt utallige terapeuter og behandlere, som havde efterladt mig uden en reel forståelse af hvad det var som gjorde at min livsgnist og mit selvværd var så lavt. Jeg troede at terapien skulle fixe mig. Men da jeg første gang udtrykte min modstand mod at blive fixet og være i terapi fortalte Jimmy mig at det jo netop var det modsatte der var intentionen. Jeg skulle netop ikke få alle følelserne til at gå væk. Det blev et af de mest betydningsfulde øjeblikke i terapien og starten på et samarbejde som jeg er dybt taknemlig for at være en del af hver eneste dag.

Det sorte hul

På trods af at jeg selv havde uddannet mig til Psyko-motorisk Terapeut og undervejs havde været igennem en intensiv depression, var jeg stadig uden indre støtte som jeg længtes så ufatteligt efter. Jeg støttede mig til mentale redskaber, yoga og meditation, byggede en verden op som var til at kontrollere, men som ikke kunne klare egentlig modstand og som faldt sammen hver gang jeg stødte ind i omverdenens foranderlighed. Jeg kollapsede ind i et sort hul hvor der ikke var adgang til nuanceret refleksion over situationens muligheder og begrænsninger. Det sorte hul var til tider så opslugende at jeg fik selvmordstrang, hvilket gjorde min lidelse ubærlig. Når jeg var psykisk ovenpå var det oftest på grund af en mental opspændthed og en hel del kortisol hvor jeg pressede mig selv ud i at levere præstationer som jeg følte at jeg skulle klare for at bevise at jeg var god nok. En indre kritiker stod på vagt hver gang der var udsigt til modstand eller fejl og skammede mig ud indtil at jeg landede i det sorte hul igen og ikke så nogen grund til at forsøge mig med noget som helst. Jeg kæmpede en indre kamp og jeg var ubarmhjertig i min dom over mig selv.

At miste håbet

I min søgen efter svar på disse ubærlige humørsvingninger fik jeg diagnosen bipolar type 2. Jeg følte instinktivt at dette var den ultimative bekræftelse på min fiasko. På nettet kunne jeg læse om symptomerne og den knap så optimistiske prognose for at leve et normalt liv med arbejde, kæreste, børn og fritid. Og det var resten af livet. Muligheden for rent faktisk at komme sig fik jeg først håb om da jeg i en gruppe for nyligt diagnosticerede snakkede om medicin, stigmatisering, kost, motion osv. når man oplevede unormalt svingende stemningsleje. Det budskab jeg fik var at stemningsudsvingene er større og udenfor direkte kontrol uden at man præcis ved hvorfor. Men det kan påvirkes indirekte med tilpas viden om lidelsen, undgåelse af visse aktiviteter på bestemte tidspunkter, regelmæssig søvn, god kost, motion og medicin. Medicin var ikke en mulighed for mig, da jeg frygtede at miste min sensitivitet, som på trods af smerten, er en egenskab jeg værner dybt om. Og da jeg følte at jeg ikke fik nogen reel forståelse for årsagen til depressionen, valgte jeg at søge andre svar på mine oplevelser. I årene efter blev det at føle stor glæde eller dyb smerte forbundet med frygt for at jeg var på vej ned i et hul eller på vej op i en rus hvor jeg var uden indflydelse. Bølgerne var der og nu kæmpede jeg en dobbelt kamp. En mod mig selv og en mod det system som havde stemplet mig.

Sorgen over min far

Jeg fik i en periode hjælp fra andre behandlere til at styrke mit tarmsystem som var påvirket af parasitter, jeg højst sandsynligt har fået på rejser til udlandet. Det løftede mig langsomt ud af depressionen. Men på trods af jeg følte mig rask var jeg stadig skrøbelig. Da jeg senere som nyuddannet blev sygemeldt med arbejdsrelateret stress og kort tid efter fyret begyndte jeg at gå mere intensivt hos Jimmy. Det blev til endnu en erkendelse af at den strategi jeg førte ikke fungerede i praksis og smerten over at miste mit arbejde og min tro på mig selv førte mig dybere ind i de bagvedliggende årsager til stressen. Jeg vågnede utallige morgener med en knude i maven og angst. En angst som ofte dækker over en dyb sorg over at have mistet min far da jeg var barn. Jeg har mærket knuden opløses langsomt når jeg kan tillade sorgens fulde udtryk og at den selv 15 år efter hans død, stadig kan være ubærlig. Ud fra en traume – tilknytning forståelse og gennem øvelser der regulerede mit nervesystem kom der mere og mere indre ro og plads. En ro og plads der byggede på en langsomt opbygget tillid. Tillid til Jimmy og tillid til mig selv. Jeg fik støtte til at mærke mine følelser, øvede mig i at være i kontakt med mig selv og med Jimmy fra et autentisk sted og begyndte at gå i dialog med den kritiske del af mig selv. Det blev dermed tydeligt at der var væsentlige skridt jeg tog inden jeg reelt set havnede i det sorte hul. Jimmy hjalp mig med at se dem, skridt for skridt. Og langsomt blev den indre støtte en realitet. Jeg gik ned af selv-udslettelsens vej​ utallige gange undervejs, men kom tilbage igen med støtte fra Jimmy og hver gang fik jeg en dybere indsigt i denne dynamik. Langsomt blev det tydeligt at der ofte var en følelse eller et behov som jeg ikke kunne tillade eller rumme der igangsatte denne selvudslettelse. Jimmy viste mig at sårbarheden og tårerne er guld værd og at der i denne blødhed ligger ufattelige ressourcer gemt som verden har brug for at jeg viser frem. Så i stedet for at forstille mig, censurere mig selv og undertrykke mine behov og følelser tør jeg nu stå ved dem og mærke dem fuldt ud. Og jeg kan acceptere og rumme når andre ikke kan opfylde mine behov eller rumme mine følelser, sætte sunde grænser og trække mig væk fra situationer som ikke gavner mig. Jeg har nu fået en forståelse af at mine følelser ikke er noget som jeg skal fixe så de kan gå væk, en gang for alle. Men at de tværtimod hjælper mig til at navigere i livet og bringer mig i dybere kontakt med min partner, andre mennesker og mig selv.

Kvinde 31 år

Spiseforstyrrelsens kobling til tidlig tid

Jeg har af flere omgange gået i terapi igennem mit 32 årige liv. Første gang i forbindelse med min mors sygdom, efterfølgende i forbindelse med hendes død da jeg var 19 år gammel og senere i forbindelse med den spiseforstyrrelse jeg fik i kølvandet på min mors død. Alle forløb har været fantastiske og har givet mig hjælp og mod på livet. Men alle 3 forløb har også været koncentreret om et bestemt område (sorg og spiseforstyrrelse). Der har derfor aldrig rigtig været tid og rum til at fokusere på nuet og de udfordringer som hverdagen bød på. Så da jeg for lidt over et år siden i forbindelse med et kortere, men meget stormfuldt forhold oplevede udfordringer (angst og uforklarlig ked-af-det-hed) ift. at være forelsket og tæt på et andet menneske, kontaktede jeg Jimmy. At det lige blev Jimmy var lidt af en tilfældighed, men jeg har ikke fortrudt det et eneste øjeblik. Jimmy har fået mig til at forstå mine uforklarlige reaktioner, min angst for at binde mig til en mand, min spiseforstyrrelses kobling til min opvækst, mine forældres alkoholmisbrugs indflydelse på hvordan jeg har indarbejdet nogle, dengang gavnlige, men i dag uhensigtsmæssige handlemåder og reaktionsmønstre som gør, at jeg arbejder over evne og glemmer at lytte til mine egne behov. Jimmy har bl.a. ved hjælp af meditation og kropslige øvelser, gjort mig bedre til at komme ned og mærke min krop og mine behov og hjulpet mig til at udtrykke dem. Der er stadig noget vej tilbage, men med Jimmy er jeg i trykke hænder og jeg ved at jeg nok skal nå dertil, hvor gamle handlemønstre skiftes ud med nyere og sundere som tager afsæt i mine behov. I det lange løb, ved jeg at mit arbejde hos Jimmy vil betyde, at vil tiltrække de rigtige og sunde mænd, så jeg en dag kan finde mig en skøn kæreste og få min egen lille familie.

Kvinde, 28 år

Min spiseforstyrrelse straffer mig

Jeg har en spiseforstyrrelse, der stadig kontrollerer mig, jeg har trang til at kontrollere og straffe mig selv, og mit selvhad tager sommetider helt over. Det var med den baggrund jeg søgte i terapi hos Jimmy.

Under den første session var jeg ret bange, for jeg havde aldrig været i terapi hos en psykoterapeut før. jeg havde på fornemmelsen, at sessionen ville åbne nogle spørgsmål i mig, som ville være svære at håndtere. Og ganske rigtigt, mit selvhad havde grebet om sig, og min måde at forholde mig til mig selv på, var fuldkommen selvudslettende. Jeg holdt mig selv i ekstremt kort snor, forsøgte at kontrollere alle mine handlinger, især angående spisning. Det mindste fejltrin kunne få min verden til at styrte i grus. Samtidigt bebrejdede jeg mig selv, at jeg havde det på den måde, og opførte mig derefter.

Den perfekte udgave af mig

Mine følelser forsvandt simpelthen i kontrollen af mig selv. Det var som om jeg forsøgte at kontrollere, hvad jeg skulle føle hvornår. Det affødte en fuldkommen blindhed, overfor mine egne mavefornemmelser. Jeg anede ikke, hvad min krop og mit sind fortalte mig.

Jeg forsøgte at opnå den perfekte udgave af mig selv, ved at regne ud og planlægge, hvordan jeg skulle handle, føle og se ud.

Jeg har før været hos et par forskellige psykologer med speciale i spiseforstyrrelser, men jeg følte ikke sessionerne hos dem rigtigt åbnede mig. Selvom jeg endnu kan blive nervøs inden en session, har mit forløb hos Jimmy været helt anderledes. Han mødte mig i min ”knibe” uden fordomme, uden en forudbestemt dagsorden, men med masser af omsorg, indlevelse, og forhåbninger. Jeg følte mig forstået og lidt, og det var det, der gav mig trygheden og styrken til at dykke ned i mig selv. Ved hver session mødte han mig, lige dér hvor jeg var i øjeblikket. De daglige problematikker stak oftest dybere, og på den måde fik vi i fællesskab italesat og bearbejdet mange af de knuder der gemte sig i mig. I starten af februar 2016 havde jeg endnu en session, men da jeg sad der i stolen, gik det op for mig, at jeg ikke rigtigt havde nogle knuder indeni. Der var en tomhed, men også en god én af slagsen. Vi afsluttede sessionen før tid, og aftalte at holde kontakt hvis jeg skulle få brug for det.

Mand, 38 år

Mit ægteskab gjorde mig deprimeret

Mit navn er Claus, jeg er 38 år og bosat i Nordjylland. Jeg blev for et halvt år siden ramt af en depression. Jeg havde virkelig brug for hjælp til at komme videre. Jeg ringede til mange forskellige psykologer i Aalborg og omegn, men alle havde minimum et halvt års ventetid. Jeg gik derfor igang med at søge på google, og faldt over Jimmy’s hjemmeside. Selvom han er bosat i København, så giver jeg ham et ring. Vi snakker sammen i en 10 minutters tid, og bliver enige om at have en session sammen på skype. Jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle forvente, kunne en københavner hjælpe en nordjyde som var helt nede i kulkælderen? Og det må jeg svare et stort og rungende JA til. Allerede i første session sporede Jimmy sig ind på hvad hovedårsagen til min depression var, nemlig mit forhold til min kone. Dette gav mig en masse at tænke over. Min kone og jeg har været i parterapi, men det var først da Jimmy stillede de rigtige spørgsmål til mig at noget gik op for mig. Det var hele konstruktionen af mit parforhold som slet ikke fungerede og var den primære årsag til min depression.

Jeg kontaktede Jimmy igen og han ville rigtig gerne have mig til København til en rigtig face to face session. Dette var en meget speciel oplevelse for mig. Jimmy havde tidligere fundet hovedårsagen til min tilstand, men denne gang gik vi tilbage i tiden til min barndom. Min far døde da jeg var 12 år gammel, og ubevidst har jeg tillagt mig en facade som jeg slæbt rundt på lige siden. Jeg har pakket de rigtige og de svære følelser væk i alle disse år. Også her kunne Jimmy hjælpe mig den rigtige vej.

Jimmy har hjulpet mig ud af denne mørke side, og jeg har det meget bedre ude i lyset.

Tusind tak Jimmy, du gav mig den forandring jeg havde brug for.

Mand, 48 år

Jeg er ubetydelig, ikke værd at elske

Jeg har gået i terapi i mange år, da jeg som barn blev seksuelt misbrugt.

Hos Jimmy Hansen oplever jeg, at det for første gang er lykkes at komme ned i mit hjerte og at få mit hjerte til at tale sammen med min hjerne. Det lyder højt, men tro mig det er meget svært. Jeg har i terapien med Jimmy været nede i det mørkeste dyb, der hvor alt er stor og ser håbløst ud: Jeg føler mig lille, ubetydelig, en der kan bruges, en der ikke er værd at elske – heller ikke af mig selv.

Det er de mørke følelser jeg altid har flygtet fra ved at dulme med mad, vin og kolde seksuelle oplevelser.

Jimmy konfronterede mig med mine sorteste tanker, så jeg mærkede følelserne og begyndte at kunne være med dem, selvom jeg græd og stammede, når jeg skulle tale om dem. Denne konfrontation står som det helt centrale og vigtigste i min terapi.

Jeg oplever nu, at når jeg er helt alene og de sorte følelser kommer (for det gør de!!!), at jeg kan rumme dem og forholde mig til dem uden at de skal dulmes væk med vin. Det betyder, at jeg nu er i stand til at komme videre i mit liv, herunder få den faste kæreste jeg altid har drømt om.

Alt dette ville ikke være sket uden Jimmys hjælp. Det vil jeg altid være taknemmelig for.

Mand, 25 år

Pornoen var nødvendig

Jeg er en ung mand på 25 år der siden teenageårene har følt at der var noget som ikke stemte overens med det liv jeg virkelig ønskede mig. Der var noget som manglede. Måske noget der blev overset. Men jeg vidste ikke hvad det handlede om. Jeg var ung. Sex og piger var nyt. Det fyldte rigtig meget og især på dette område følte jeg mig ikke god nok. Oveni hatten havde jeg store sociale og faglige vanskeligheder i skolen. Det viste sig senere i gymnasiet at være et ligeså stort problem. Det var virkelig alvorligt, tænkte jeg. Heldigvis kom jeg ud af gymnasiet med et godt gennemsnit, takket være min mor som slæbte mig igennem en hård og slidsom læseferie. Men selv det gode gennemsnit betød ingenting. Det var kun en kortvarig glæde som hurtigt forsvandt af den dér ”der mangler noget” fornemmelse.

Facade og tunge sten

Jeg havde tidligt i min barn og ungdom hurtigt skabt mig en forestilling om at nu hvor jeg ikke kunne bruge mit hoved i skolen, eller være ham den charmerende fyr alle pigerne ønskede, så var der ikke noget jeg duede til. Udadtil virkede jeg som ham der kunne drible med de gode karakterer og score hende den søde fra 1.y. Sådan var det bare ikke. Det var en facade som skjulte alle de tunge sten jeg bar rundt på.

Men én ting som aldrig har været en facade. Det er følelsen af at jeg ikke vil give op. ”Det er livet simpelthen for kort til.” Sagde jeg flere gange til mig selv. Måske er det derfor jeg med nød og næppe har overlevet alle de kriser jeg har været igennem. Jeg har prøvet mange ting på selvudviklingens vej. Mange fornuftige ting der har bragt gode og lærerige stunder med sig. Men hver gang endte det alligevel med at jeg fik den velkendte følelse af at der var noget som manglede.

Blotte skammen

En dag kunne jeg ikke holde det ud mere. Jeg måtte tale med nogen. Der måtte være et menneske derude som kunne hjælpe. Jeg begyndte at søge på ord som ”pornoafhængig” og ”terapi” inde på Google og som en stjerne sendt fra himlen fandt jeg Jimmy. Det er cirka 10 måneder siden jeg havde min første session hos Jimmy og livet har bestemt ikke været det samme siden. Her er endelig et menneske hvis baggrund på mange måder minder om min egen. En som forstår og anerkender mig for den jeg er. Her er et rum hvor jeg endelig kunne åbne helt op for posen og blotte alt den skam, smerte, angst, vrede og sorg jeg har haft gemt væk i så mange år.

Jeg er godt i gang med et kæmpe terapeutisk oprydningsarbejde i min svære og tragiske fortid. Kort fortalt blev jeg i en periode på 2 år udsat for seksuelle overgreb af en psykotisk mand i begyndelsen af teenageårene. Oveni det kommer jeg fra en splittet familie med en fraværende far og en mor med depression og overlast fra sin egen barndom. Ingen tryghed, ingen omsorg og min unge pubertetskrop der blev brugt og mishandlet. Ja, en rigtig lortestart på livet.
Jeg har brugt porno til at imødekomme mit omsorgssvigt fra barndommen og traumerne fra de seksuelle overgreb. Det har været min lykkepille til at holde mig oprejst i alle de svære perioder. Jeg har skammet mig meget over brugen af porno. Særligt fordi jeg gik rundt med nogle seksuelle fantasier som er lidt udover det sædvanlige. Jeg følte det var skadeligt og hvis nu nogen fandt ud af hvad jeg gik og tændte seksuelt på, så ville jeg få et stempel i hoved som ”klam” eller ”underlig”.

Anderledes fantasier

Jeg har fundet ud af at jeg ikke er den eneste i verden med nogen lidt anderledes fantasier og der derfor ikke er noget galt med mig. Skam kan ødelægge meget for ens tilværelse og da jeg fik punkteret min omkring pornoen og fantasierne, så var det en kæmpe lettelse at mærke den frihed der kom ud af det.

Pornoen er ikke lagt helt på hylden, men til gengæld føler jeg mig ikke længere styret af den på samme måde som før. Nu bruger jeg den efter behov og forhåbentlig kan jeg give helt slip på den en skønne dag. Der er stadig meget terapeutisk arbejde at tage fat om. Jeg har indimellem nogle perioder med heftigt stormvejr som trækker mig ned i et hul, men heldigvis har jeg Jimmy ved min side når det er allerværst.

I dag går jeg stadig i regelmæssig terapi hos Jimmy og har ingen intentioner om at stoppe før jeg er kommet over på den anden side.

Mand, 52 år

To finally grief my dad

Around 2 years ago, my life had become a confusing mess. I had gotten divorced 6 years previously, and had moved to a small flat with my kids (whom I saw every other week). Additionally, I had been fired from the job I worked at while going through my divorce, and had experienced many personal attacks from my ex-partner, all of which had taken its toll on my psyche, including my behaviour to those near to me, my work superiors and even up to that date – passers-by.

A rollercoaster of thoughts

Things clearly needed to change, as I was beginning to lose my grip on reality. My health had begun to suffer; I was constantly worried, and had totally lost all my self-confidence: both in myself, in life in general and the world around me. To say I was confused was putting it mildly: I could find myself taking a sick day from work, and laying there in the same position on the sofa until day turned to night, my mind jumping through thought-loops on a rollercoaster of worry and fret – the heart beating like a bass-drum.

I had finally plucked up enough courage to tell my Doctor, and she had told me about a psychiatrist, whom I had 4 sessions with. He just listened while I talked and talked, working myself up to a rant, but not accessing any of the deeper feelings behind it. I felt good to get this rage out, but afterwards the misery did not cease. The best advice he could give, was that I should go for long walks, get some sleep and eat healthily. Good advice too, apart from the fact that I didn’t want to go out, feeling safer indoors – I couldn’t sleep for worrying – and had absolutely no appetite whatsoever.

My girlfriend, who was studying psychotherapy at the time, got Jimmy’s details from one of her teachers, and I gave him a call. His voice exuded calm as we spoke briefly, and I made an appointment to see him.

Nothing was wrong

Over the course of 5 sessions, during our discussions, Jimmy created such an atmosphere of safety and trust, that it was wonderful to slowly, gently coax answers out of me. Working backwards in time, and by slowly talking, asking, and probing me about my feelings and myself (both emotionally and physically at any given moment in time), we worked together, eventually turning my life-experiences around in order to see them as a) not my fault, and b) as possibilities to learn about myself. I learned that there was nothing wrong with the way things had turned out – that there was nothing wrong in the way I felt – and that I could open myself completely and find out what REALLY had happened to my thoughts, my worries, and my psyche.

The journey, albeit backwards, went thus: I found out that my “best” childhood friend had been jealous of the kind attention his own mother gave to me, and bullied me accordingly, whilst simultaneously being a friend to me. I responded by “cooperating beyond my abilities” so that I wouldn’t lose his friendship, and found myself in the tortuous position of later self-loathing and guilt because of it. This dispelled those feelings and left me understanding him, instead of hating him, and myself.

The bullying and the consequences

We also discussed conflicts with bosses in various past jobs. I found out (through analysing my physical and emotional reactions while I recounted these memories) that these issues stemmed from yet earlier situations that I had found myself in, having their foundation in a female teacher, who bullied me at Primary School, when I was 6 years old. Going through the feelings surrounding this (again, both physical and emotional), using empty-chair techniques and breathing exercises, I finally had the chance to give her a “piece of my mind” – something that I had wanted to do for years (and it felt good too!). I realised, too, that the by-product of this bullying had also affected my way of “survival” in later life. This manifested itself by me wanting authority figures, or those in a position of power (or partners, or friends for that matter) to “like me” – whilst simultaneously despising them, and being completely miserable about myself, deep down, with all the “false me” connotations that that contained.

More excavation into my feelings and emotions brought me to understand what I had been doing all along – protecting my inner child, a lovely but shy boy, who I visualised as hiding behind my legs, exactly as I did, all those years ago in the supermarket, when I was with my parents, as they chatted to someone they knew. After examining my thoughts about him (my inner child), I could finally visualise him playing freely on the floor, not hiding anymore.

In 5 sessions with Jimmy, I had excavated a great deal of my life, and every time I left the sessions, I felt lighter than air. At that point, I felt also that it was time to take a break, having touched briefly on the biggest challenge for me, that of suddenly losing my Dad when I was 14, due to a blood clot in the heart.

The empty chair and my dad

A few months later, I re-convened with Jimmy for 3 sessions, and “went for it”. I knew it was going to be tough, because I had bottled up this sorrow for 27 years, building “survival strategies” around it and removing myself from situations when things got too much. I had also developed a sense of self-control over it in order to stop myself getting upset – all the things that made me feel even worse and didn’t deal with the problem at all, which meant, of course, total avoidance of the issue. I was simply too scared to “open that box”.

Working with the empty-chair technique, breathing exercises and a picture of my Dad, we worked through the feelings surrounding my Dad’s death, and I talked about his life, as well as about my life at that time. In addition, how I felt about the whole thing and what had happened to me since that day. It was tough, especially when Jimmy asked me to be my Dad, and asked me to give myself advice, as he would have given it to me. This was ground breaking for me: Tough, yes, but immensely liberating, because when he died in 1986, there was no talk in the UK about psychotherapeutic support – we had to just “put on a brave face and deal with it” – and “let time do the rest”. I had waited so long to say the things I said that day.

Goodbye to my sorrow

With Jimmy’s guidance, I felt I have finally been able to steer my sorrow – something that had had a knock-on effect on who I was, and the way I interacted with people from that time onwards. The most important thing for me was to hear that it was OK to feel bad; that it was OK to feel sorrow. I mentioned to Jimmy that I wanted to say goodbye to my sorrow, and his answer I will never forget: It is not about saying goodbye to it, he said. “It’s about saying hello to it, and goodbye to it, and hello, and goodbye: Each time it comes and goes, accept that it’s there, because this has happened to you in your life and there’s nothing that can change it, only the way you perceive it. This will help you in dealing with it when it comes again”. This blew my mind completely. Of course, he was right. It’s all really so simple. But when you’re in it, you can’t see it yourself.

My time with Jimmy was a major step forward to my current state of balance: balance in my head and my heart. Because of this, I feel much more prepared to take on the challenges of life, both professionally and personally. It has filled me with new confidence, and is leading to new paths of self-awareness, self-compassion and an understanding of myself I had, before meeting Jimmy, never thought possible. It has also made me more aware of trusting my body and the way it feels in situations, rather than my head and my thoughts with their constant analysing. Some things just are – they do not always have to be understood at all. Thinking along these lines has chilled me out immensely. I feel I can better tackle awkward conflicts or misunderstandings in a working situation, whereas before I would spend 3 months analysing it to death. I have become much better in putting myself in other’s shoes and thinking about why they did what they did, whilst simultaneously not being so choked up about it, or sucked into their lives and energies. Earlier I would have taken it much more personally – now it’s like, not really so important at all. Probably the most important thing is that I’ve learned to hold onto myself and understand who I am.

The trust and safety Jimmy creates and the way he listens without judgement is so important to good therapy, and he possesses all those qualities (and more) in abundance. I would not hesitate to talk with Jimmy again if I need to get things “straightened out”, and seriously cannot recommend him highly enough.

Thanks Jimmy

Mand, 51 år

Scientology havde løsningen

Set udefra kan min barndoms familie vel beskrives som en kernefamilie.
Jeg er født og opvokset på en gård, hvor far arbejde hjemme og mor var hjemmegående husmor. Der var mad på bordet og tøj på kroppen. Jeg fik en i røven engang imellem, men nok ikke værre end ved så mange andre familier dengang (sikkert mindre).

Men så stoppede idyllen også.

Lige så længe jeg kan huske tilbage har jeg haft det ad helvede til. Følt mig ubetydelig, mindreværdig, ikke respekteret/accepteret, aldrig blevet hørt efter og så videre.

Da jeg kom I skole udviklede det sig til at jeg var den stille dreng der ofte blev mobbet og det der med piger, ja det var noget de andre kunne finde ud af.

Som ca 12 årig fandt en kammerat og jeg et gammelt Weekend-sex blad I grøfte- kanten og den dag idag kan jeg stadig huske det sug det gav I maven (og den erektion jeg fik) da jeg begyndte at læse i det. Det blev første gang jeg onanerede til porno og så var den sti egentlig stukket ud. Porno blev mit ultimative fix, som fik mig til at glemme hvor træls det hele var, for et kort øjeblik. Da jeg blev ældre fik jeg arbejde og det blev et “fix” mere. Jo mere jeg arbejdede, jo mindre mærkede jeg hvordan jeg havde det.

Så opdagede jeg alkohol. Nyt “fix”. Som oveni købet gjorde mig til selvskabsløve. I en alder af 22 havde jeg etableret en solid afhængighed af porno/onani, arbejde og alkohol. Selvfølgelig var der ikke nogen af dem der var erkendt. Det var bare sådan livet var og jeg havde masser af undskyldninger for hvorfor ingen af dem var et problem.

Scientology havde løsningen

For at fuldende ligningen fandt jeg Scientology, som gav mig svarene på alt hvad der var gået galt i mit liv og som hjalp mig til at komme over mine problemer (troede jeg).

20 år senere, adskillige 100.000 kroner fattigere og med en familie (især mine børn)som i høj grad havde betalt prisen for mit engagement for, at redde mig selv og verden, sejlede jeg videre i livet.

Men nu stod jeg jo egentlig ganske godt rustet til at leve livet, syntes jeg (det blev dog voldsomt modbevist senere, jeg var faktisk dårligere stillet end nogensinde før).

En skilsmisse senere, blev et hektisk liv sat i overdrive (faktisk så meget at jeg  nu kikker tilbage og tænker: Hvordan dælen overlevede jeg det der).

Et vigtigt vendepunkt

Vendepunktet kom (langsomt) da jeg mødte en ny pige, som havde alle de kvaliteter,  jeg nogensinde havde efterspurgt. Og som den opmærksomme læser jo nok allerede har regnet ud, så startede det med fantastisk sex og masser af det.  Det var dog langt fra det eneste. Hun var, og er et fantastisk menneske.

Alkoholen blev langsomt trappet ned.

Arbejdet blev skiftet ud med noget knapt så hektisk.

Pigerne var det slut med.

Scientology var det slut med.

Men pornoen og onanien, var der stadig. Det gav mig en god fornemmelse, som jeg slet ikke kunne se hvordan jeg kunne undvære (eller nogen grund til at undvære).

Min kone kom med sin egen bagage, så livet var bestemt ikke uden problemer. Men vi var enige om at vi ville hinanden, selv når det var aller værst (og det var slemt indimellem.) Så vi begyndte at gå hos en ægteskabsrådgiver. Og gik snart i terapi hver for sig også. Og det hjalp alt sammen, livet blev stille og roligt bedre og bedre, for så at ramle fuldstændigt sammen igen. Til tider vidste jeg overhovedet ikke hvad jeg ville, ud over jeg ville have mit liv med min kone til at hænge sammen. Var dog flere gange ved at opgive.

Det var først efter en meget traumatisk hændelse for min kone og mig, jeg begyndte at acceptere, at der måske var noget overdrevet ved mit sexbehov, men stadig ikke nok til at jeg seriøst begyndte at kikke på det, jeg mente kun jeg var i en ”gråzone”. Der skulle en internet affære til, som indlysende sårede min kone meget, før det gik op for mig, hvor meget sex styrede mit liv. Og hvor meget det havde betydet for mine nærmeste.

Er jeg mon sexafhængig?

Og det fik mig til at spekulere over om jeg var sexafhængig. Efter en session med en terapeut med speciale i sexafhængighed, så gik det pludseligt op for mig hvor meget sex egentlig styrede mit liv (og mit følelsesliv). OG PLUDSELIGT GIK DET OP FOR MIG. JEG VAR RYGENDE AFHÆNGIG AF SEX. Derefter begyndte jeg at læse om sexafhængighed og der var en masse ting der faldt på plads. Jeg lærte om hvad udløsningen gjorde for mig på et cellulært/kemisk niveau. Og holdt stort set op med at onanere. Det holdt hårdt indimellem.

Så fandt jeg Jimmy og livet har ikke været det samme siden (og betragter mig selv som svineheldig, at han var den første der dukkede, op da jeg søgte på terapeuter til sexafhængighed). Det er selvfølgeligt overdrevet og det skete ikke bare på engang. Men i min første session med ham, havde jeg regnet med, at vi skulle snakke en masse om sex og hvordan jeg havde det og hvor det kom fra og alt det der.

Han lyttede til mig i ca 10 minutter hvor jeg fortalte en del om min barndom og så skar han direkte igennem og spurgte, hvad er det der? Og så kørte det ellers.

Nu kommer der så en lovprisning af Jimmy.

Jeg har efter adskillige timers terapi hos andre terapeuter og mange timers ”åndelig vejledning” i Scientology, aldrig nogen sinde mødt en person, der som Jimmy har været i stand til at læse mig og hjælpe med at skære ind til benet. Han er utroligt vidende om den proces der foregår inde i mig og formår at lede mig hen til de steder hvor der virkelig er kød på.

Jeg fandt Lille-Artemidoros igen

Sammen med Jimmy har jeg været ned og finde lille ulykkelig, oversete Artemidoros.
Jeg har holdt ham i hånden og givet ham omsorg og kærlighed.
Jeg har været nede og kikke på situationer hvor jeg var meget ulykkelig og helst bare ville gemme mig i min lille boks (med en stak pornoblade)
jeg har været ned at kikke på hvad mine forældre gjorde mod mig (eller nærmere ikke gjorde) og givet dem begge en ordentlig skideballe for at have været som de var.

Jeg har været nede og kikke på lille ulykkelige Artemidoros, kontra store smarte/selvsikre Artemidoros og har fået sat ord på begges baggrund og plads i mit liv.

Jeg har været ned at kikke på baggrunde for de konflikter jeg har haft både med min nuværende og med min ekskone og har også kikket på mig selv med deres øjne (faktisk ikke noget jeg var særligt stolt af, det var ikke et kønt syn). Nu sidder jeg så her og kan kikke tilbage på et liv som bestemt ikke har været kedeligt. Men det har været utroligt hårdt og det har haft en høj pris for nogle af de mennesker som er mig tættest og som burde have kunnet regne med at være min topprioritet.

Tiden efter terapien

Jeg er ikke ”kureret”. Men jeg er på et MEGET bedre sted end jeg nogensinde har været før.

Jeg har fået sat ord og billede på hvad det var inde i mig som gjorde at jeg brugte sex i det omfang jeg gjorde (og arbejde og alkohol). Sex betyder stadig meget for mig og jeg vil formentlig altid have et stort behov, men det er på en anden måde. Nu er det ikke altafgørende for mit velbefindende.

Efter ca 20 timer ved Jimmy er der væltet en masse skeletter ud af skabet og en masse erkendelser, som jeg ikke vil kede læseren med en komplet liste over.

Men sex (og alkohol)var blevet en altafgørende faktor i mit liv, så afgørende at mit arbejdsliv blev planlagt ud fra hvordan jeg bedst kunne tilgodese de behov.

Porno, sex og onani blev min måde at give mig selv omsorg på.

Jeg betegner ikke mig selv som sexafhængig mere.  Jeg er heller ikke afhængig af arbejde eller alkohol.

Jeg kan godt savne det, men jeg kan arbejde med det. Jeg elsker en kold øl eller 5, men behøver ikke drikke mig helt i hegnet.

Jeg prøvede at stoppe helt med onani, men da der skete en masse andet i mit liv samtidigt med, så oversteg det mine ”evner”. Kort sagt, så tror jeg at jeg var brændt sammen oveni hovedet, hvis jeg havde stoppet helt, så det er et projekt for fremtiden (hvis det skønnes at være nødvendigt).

Mine erkendelser (eller nogen af dem):

Jeg har indset at jeg har fejl og mangler og at det er okay.

Jeg har indset at det ikke alt sammen er min skyld og at jeg faktisk er værd at holde af (er sågar begyndt at holde af mig selv).

Jeg har indset at jeg kan have følelser og at det er okay at føle dem og snakke om dem.

Jeg har indset at jeg faktisk er værd at respektere for hvem jeg er (og ikke for at være den skøre festabe, arbejdsjunkie og skørtejæger, som skulle overgå alle andre for at synes han havde fortjent respekt)

Jeg har indset at jeg er værdifuld og jeg finder mig selv værdifuld.

Jeg kunne fortsætte længe endnu, men så skal jeg vist udgive en bog i stedet for.

Kort sagt: Uden Jimmys hjælp, havde jeg ikke siddet hvor jeg sidder nu og jeg er helt sikker på at mit ægteskab (med verdens mest fantastiske kvinde) ikke havde holdt.

For lige at slutte historien, så er min kone også begyndt hos Jimmy og det har været en kæmpe succes, både for hende personligt og for vores ægteskab.

Jimmy Hansen

Jimmy Hansen

Tilmeld dig nyhedsbrevet og FULDSTÆNDIG GRATIS (og uden nogen som helst bindinger) få de sidste tanker fra undertegnede

Andre artikler