Af Jimmy Hansen
3,4 mmol/L er lavt. Rigtig lavt. Faktisk så lavt, at jeg sandsynligvis er stærkt på vej ind i det, man kalder autofagi, hvor kroppen begynder at rydde op og genbruge gammelt junk, og hvor man højst sandsynligt forebygger diverse livsstilssygdomme. Det er ret fantastisk at opleve følelsen af denne oprydning og den efterfølgende mentale klarhed.
Nuvel.
Jeg har skrevet meget om de mange fysiologiske fordele ved faste, men ikke så meget om de psykologiske. Så her følger et par tanker.
Når jeg ligger så lavt i blodsukker, som blodsukkermåleren viser, mærker jeg min krop på en helt anden måde end normalt. Ret meget mere intens. Som om det prikker i mit blod. Og fordi jeg har gjort det så mange gange, og eftersom jeg stoler så meget på forskningen, der dikterer, at det er noget af det sundeste, man kan gøre, er jeg blevet udstyret med en autofortælling, som giver grønt lys til følelsen.
Men den er godt nok ikke kommet let til mig. Denne fortælling. For det at mærke kroppen så intenst, som man gør det under faste, har lirket ved mange af de psykologiske skævheder, jeg især som ungt menneske døjede med.
Som de fleste af jer ved, er jeg oprindeligt pilot, og da jeg som purungt menneske lå og fløj i USA, fik jeg pludseligt en dag et nervøst nervesammenbrud. Et sammenbrud, som kom til at ændre mit liv. Årsagen hertil, altså til mit break down, er der mange forklaringer på, men en af de vigtige var, at jeg led af stress og ikke havde særlig meget kontakt til min krop. Og når man som jeg nærmest udelukkende levede i mit hoved og samtidigt så ned på min egen følsomhed, lagde jeg i kakkelovnen til en perlerække af psykiske udfordringer. En af dem var angst, og altså noget jeg kom til at lide frygtelig meget af, da jeg for efterhånden mange år siden returnerede til Danmark.
Nå.
Det gør jeg heldigvis ikke længere, altså lider af angst, og det er der tusind forklaringer på. En af dem faktisk værende det at faste. For hvis der er noget, du tvinges til under de dybe faster, er det at mærke dig selv. Hvilket sjovt nok også kan føles som en dans med gamle spøgelser. Og nærmest endnu sjovere at opleve, hvordan man under fasten kan gøre sig i små konstante nærmest eksistentielle valg. For hvis du stritter imod de mange signaler, du bydes undervejs, kan den være ganske forfærdelig og smertefuld. Men hvis du danser med og stoler på processen, kan det være nærmest frydefuldt at gå de mange timer i streg kun på vand.
Faste er med andre ord også et mulighedens rum, når vi taler selvudvikling. Et sted, hvor du kan konfrontere dig selv, dine gamle spøgelser, og hvor der vitterlig også er mulighed for at rykke sig.
Smid gerne en kommentar eller pb, hvis du har spørgsmål eller tilføjelser. Og hvis du er interesseret i det gruppeterapeutiske forløb, jeg er ved at sætte op, hvor vi har faste som et grundelement, så send endelig en pb.
