Af Jimmy Hansen

Følgende er en autentisk beretning, men omskrevet på forskellig vis af hensyn til anonymitet.

Der var engang en pige, vi kalder hende Ida, som voksede op i Vestjylland. I en lille by og et lille samfund, som var domineret af en streng trosretning, hvor ens ståsted i livet, ens holdninger og ens måde at orientere sig på som det naturligste i verden blev filtreret via trosretningens normer. Man tilhørte så at sige denne type religion. Ida var som mennesker flest dybt præget af sine omgivelser, selvom der i hende boede protestens røst. I modsætning til hendes to søstre, vi kalder dem Pernille og Eva, som helt og holdent dedikerede sig familiens fortsatte indflydelse på trosretningen, var Ida overbevist om, altså hemmeligt overbevist om, at der var noget grundlæggende skævt i deres opvækst.

Ida var en køn pige. Måske endda ret smuk. Og var 12 år, da første fuldbyrdede voldtægt fandt sted. Som det hører sig til inden for denne type religion, var intense studier af deres bibel en naturlig del af hverdagen. Ida havde tilbragt aftenen hos Brian, en af rådets kloge ældre (det hedder han ikke, men det kalder vi ham), selvom det ikke huede hende. Brians mærkelige tilnærmelser og krævende øjne, havde stået på i lang tid, så at blive afkrævet en hel aftens studiebesøg hos ham, fik hendes mave til at slå kolbøtter og kvalmen til at melde sin ankomst. Men at protestere over den slags var udelukket. Når et studiebesøg var besluttet, stod det ikke til at ændre.

De næste tre år blev Ida misbrugt på forskellig vis, især seksuelt, af først og fremmest Brian.

Det var på denne tid, at der flyttede noget nyt ind i Idas psyke. Fornemmelsen af, at hun mistede kontakt til sig selv. Eller. Mistede kontakt til sin krop og sine følelser, hvor hun ligesom på en gang blev fjern, kold og dagdrømmende. Handlingslammet er måske også et meget godt ord. Brian havde flere gange sagt, at hvis hun fortalte noget som helst om deres relation til andre, ville det få store konsekvenser. Blandt andet ville hendes familie miste indflydelse på forskellig vis.

Det var en forvirrende tid for Ida. Sådan virkelig forvirrende. På nogle måder var det nydelsesfuldt, hvad Brian gjorde ved hende, og på andre måder hadede hun det. Ret tit gjorde det ondt, og altid… altid skammede hun sig bagefter. Fornemmelsen og følelsen af, at hun havde gjort noget forkert. At HUN var forkert. Og så var der alt det med gud. Brian fortalte, at det var guds vilje, at hun skulle fortsætte med at studere hos ham. Hun turde næsten ikke tænke tanken til ende. Altså hvordan mon gud spillede en rolle i den forbindelse. For hun troede på gud. Det gjorde hun. Trods alt.

Det var en varm sommeraften i juni måned, et par måneder efter hendes 15-års fødselsdag, at Ida gjorde et spagt forsøg på at inddrage familien i overgrebene. Familien er dog nok så meget sagt, da det kun involverede moren. Øjeblikket opstod i køkkenet, hvor de lavede mad sammen, de to, og hvor Ida pludselig følte sig tilskyndet til at åbne sig. Til over for et andet menneske at dele noget af væmmelsen, noget af ubehaget og nogle af de underlige følelser, hun gik rundt med. Et øjeblik, der kom til at præge og sidde i Ida i mange år. Egentlig nåede hun ikke så langt. Med dirrende stemme og den velkendte knugende følelse i maven fik hun fremstammet, at der foregik nogle forkerte seksuelle ting imellem hende og ældstebroder Brian. En sætning, der øjeblikkeligt blev fulgt op af en syngende lussing, og med iskold stemmeføring blev det hende meddelt, at hun ALDRIG nogensinde skulle nævne den slags igen. At det på INGEN SOM HELST måde hørte hjemme i deres hus. I guds eget hus. I det næste nu kom skammen galopperende, og Ida benede ind på sit værelse. Hvor dum har jeg lov til at være, var hendes tanke, da hun knugede sit tårevædede ansigt ind i hovedpuden.

Der var vistnok præcist på det tidspunkt, at Ida helt og holdent mistede fodfæstet. At hun begyndte at føle sig som et knust spejl. Et spejl, der var gået i tusinde stykker. Men sjovt nok, var det også der, at beslutningen om at flygte tog form. Enten bliver jeg skør eller dør, eller også må jeg væk og forme mig på anden vis, var nogenlunde den sætning, der dukkede op i hendes sind.

Seks måneder efter førte hun ordene ud i livet, og i ly af natten og med sine sparsomme ejendele sirligt pakket ned i rygsækken, drog hun væk. Væk fra alt, hvad hun kendte til. Væk fra samtlige af de relationer, hun vidste af, væk fra hendes familie, fra normerne, ritualerne, læsningen og alle de mærkelige ting, hun blev udsat for af Brian.

København var det eneste rigtige sted at søge hen. En by så stor, at hun kunne gemme sig. Og forhåbentlig starte forfra. Hvad det så end betød.

Ti år senere

Over for mig sidder en køn og lidt buttet kvinde på 25 år ved navn Ida. Under en klients første session laver jeg altid en cirkel af spørgsmål, hvor vi kommer ind på så forskellige ting som tidlig tid, ja endda fødsel og svangerskab, lidt af mors og fars historie og forholdet til dem, eventuelt forhold til søskende, uddannelse, civilstatus, potentielle udfordringer med krop, en længere snak om kost og spisevaner, livsstil, eventuelt religiøsitet/spiritualitet… ja, alt sådan noget, der tilsammen giver mig en større fornemmelse for baggrund, tilhørsforhold, tilknytning osv., inden jeg spørger klienten om, hvad vedkommende kunne tænke sig at få ud af et terapeutisk forløb her i butikken.

Til det sidste svarer Ida prompte, at hun er deprimeret og gerne vil have hjælp til at komme videre. Nå ja. Og så havde hun på min hjemmeside læst, at jeg også var rygestoprådgiver og gerne ville have hjælp til at kvitte sine smøger.

Ok. Godt så.

Ida er gift med Ole, og sammen har de lille Sonja på tre år. Da Ida har døjet med mange sjælelige udfordringer, som hun formulerer det, valgte de den model, hvor Ole arbejder, og Ida er hjemmegående og passer Sonja. Ole har et godt job som salgschef i et IT-firma, og derfor er de økonomisk set nogenlunde godt stillet.

Ida forsøgte sig på et tidspunkt med en uddannelse HF enkeltfag på Frederiksberg som en start, men det var for svært. Og af flere grunde. Der var så mange referencer ind i dansk, historie, samfundsfag og den slags, som lå de andre naturligt for, men hvor hun var helt blank. Hun havde memoreret mange og vanskelige passager fra trosretningens bibel i Vestjylland, men at skulle bruge sin viden i en analyserende og argumenterende form, hvor man også blev udfordret på sine synspunkter, var et nyt og svært vanskeligt univers at manøvrere i. Mange gange følte hun sig dum, når den der blankhedsfølelse midt i timen meldte sin ankomst. Forholdet til hendes studiekammerater var også besværligt. Hun følte sig udenfor. Ikke som en del af fællesskabet. Så at droppe ud virkede som den bedste løsning.

Et par år efter, hun var ankommet til København, begyndte hun at spise anderledes. Med ”anderledes” mentes en kost, der blev drejet i retning af store mængder chips, wienerbrød og colaer (hun ELSKEDE Coca-Cola), og det mange gange om dagen. Hun mente, at hun vistnok spiste på sine følelser. Selvfølgelig sørgede hun for, at Sonja og Ole fik ordentligt mad, som var meget dansk, med sovs, kartofler og et stykke kød og indimellem lidt salat – det var trods alt hende, som stod for madlavningen. Men i det skjulte havde hun altid en bakke flødeboller at ty til.

Motion var der ikke noget af, hvilket nok også var derfor, at hun var blevet så stor i det, som hun sagde. Hun havde i et dameblad læst, at det dog var godt middel mod depression, så ideen om det … om ikke andet… at få sig et fitness-abonnement kunne hun godt kredse om. Og eftersom de boede klos op ad et SATS-center, var det også bekvemt. Det ville dog aldrig blive til noget, som hun formulerede det, fordi hun var så angst for de andres blikke, hvis hun skulle stille sig op på et løbebånd. At gå fra at være slank og fit, som hun var det i sine pure ungdom, til at have den nuværende størrelse havde gjort indhug i hendes selvtillid. Frisk luft fik hun dog, når hun dagligt gik en tur med lille Sonja. I forhold til det vigtige spørgsmål om søvn og kvaliteten af denne, gik det ikke så godt. Selvfølgelig fordi de havde lille Sonja, men også fordi Ida tit vågnede om natten med en intens kløe på kroppen. Noget, hun havde fået lægeordineret creme imod, men som ikke rigtig hjalp.

Hvad ”fejler” Ida? Og kunne kosten gøre en forskel?

Jeg gætter på, at du sidder med samme følelse som mig lige nu, hvad angår første spørgsmål, nemlig at det ikke sådan ligetil lader sig besvare. At der har været skæve prægninger af Ida igennem hele hendes kun 25-årige liv.

• Fra en opvækst i et strengt religiøst miljø, hvor dets normer fraveg det omgivende samfunds, og hvor denne levevis, i modsætning til hos hendes søstre, strittede hos Ida
• En tilknytning til forældrene som, må man formode, manglede emotionel intelligens
• Den måske mest problematiske entre i seksuallivet, man kan forestille sig, ved som kun 12-årig at blive voldtaget og misbrugt igennem flere år
• En skyhøj toksisk skam, hvor Ida vendte overgrebene mod sig selv og blev selvudslettende. Noget, der gør stærkt indhug i fornemmelsen af værd på indersiden
• De fleste chok- traumebehandlere er enige i, at traumer ikke kun er givet ved den voldsomme handling i sig selv. At de faktisk i lige så høj grad opstår ud af det møde eller ikkemøde, vi har med vores omgivelser, især vores nærmeste omsorgsgivere. For Ida kunne det ikke have været et værre møde, idet hun helt og holdent blev skammet ud og tilmed fik en syngende lussing for at åbne op for de uretfærdigheder, hun blev budt

Det, tror jeg, er meget af maskinrummet for Idas bagvedliggende udfordringer. Oven på det er der så bygget et væld af adfærd, triggere og mestringsstrategier, som på mange måder holder hende fanget, fordi afstanden mellem maskinrummet, og hvad hun i livet foretager sig, forbliver den samme. Eller måske endda vokser. Denne afstand er ekstrem smertefuld, når man som Ida er så følsom, fordi hun egentlig ønsker forandring, men at kræfterne i hendes nervesystemer er af en sådan karakter, at hun bliver kørt rundt i manegen.

Så.

Det er selvfølgelig lidt skørt at forestille sig, at det i Idas tilfælde er muligt trække sig ud af sin depression alene via kostændringer – især på den korte bane. Hendes udfordringer krævede et helt grundlæggende terapeutisk arbejde med fokus på tilknytning, spejlinger, skamarbejde, ordløse lag… og den slags. Men. På den længere bane blev kostændringerne en af de allervigtigste håndtag for Ida til at både trække sig ud af depressionens dynd og holde sig på den rigtige side af stregen.

Så hvad gjorde Ida i den forbindelse? Og hvilke fokusområder orienterede hun sig efter?

INSULIN OG BLODSUKKER

Insulin hjælper blodsukkeret med at komme ind i cellerne via de såkaldte GLUT-receptorer. Dette er livsnødvendigt for vores hele gøren og laden, da sukkeret indgår som essentielt element i citronsyrecyklussen i vores mitokondrier. Ud af det kommer nemlig ATP, som du måske har hørt om, og som energikilde indgår i praktisk taget alt, hvad vi er. Eller foretager os. Det er alt sammen fint, når det fungerer godt, hvilket vil sige, at insulin bliver brugt til det, det er sat i verden for og ikke mere. Problemet er bare, at det vestlige samfund har fået skruet kost og kostvaner sammen på en sådan måde, at det bliver til meget mere end ”ikke mere”. At mange af os i stedet for, som det er normalt, at have en insulinrespons tre-fire gange om dagen, nærmest konstant har forhøjet blodsukker. Sådan var det i hvert fald for Ida. Og ikke mindst fordi indeholdt i hendes kostvaner lå en spiseforstyrrelse som overbygning på traumerne, hvilket afstedkommer ”et nødvendigt” sukkerboost, hver gang hun i løbet af dagen mærkede en følelse. Eller blev mindet om tidlig tid. Eller oplevede en trigger med sin mand Ole. Eller bare ikke følte sig god nok.

Men selvom det umiddelbart føles rart at få sit sukkerkick, er det faktisk som at tisse i bukserne en kold vinterdag, når vi taler om depression. Her følger nogle af grundene:

1 Insulin er et anabolsk hormon, som fremmer cellers vækst og som øger oplagring af fedt. Et af Idas ked af det heds-punkter er hendes vægt. Overvægt er et kompliceret fænomen, men et af de vigtige punkter for at nå en normal vægt er at have øje for mængden af insulinrespons.

2 Insulin er et ret hidsigt hormon, dominerende kan man vist godt tillade sig at kalde det, og som skubber til de andre hormonsystemer, hvis det får lov til at fylde for meget.

3 For hyppige og kraftfulde blodsukkerstigninger er sat i forbindelse med mangel på vigtige neurotransmittere som serotonin, adrenalin, noradrenalin, GAPA og dopamin. Selvom der er meget fokus på serotonin i forbindelse med depressioner og antidepressiver, er de andre neurotransmittere også vigtige for et godt og stabilt humør.

4 Unødvendige blodsukkerstigninger forårsager øgede mængder inflammation i kroppen. For høje mængder inflammation sættes i dag af de fleste ernæringsfolk i forbindelse med mange af vores kroniske lidelser. En af disse skæve reaktioner som konsekvens af inflammation forårsaget af for højt blodsukker er de såkaldte AGE-produkter, hvor blodsukkeret binder sig til proteiner og fedtstoffer, og som sættes i forbindelse med degenerative hjerneprocesser (kilder til alle disse påstande følger nederst i artiklen).

5 Mange, mange studier viser en sammenhæng mellem svingende blodsukker og depressioner. At man rent faktisk ender med at komme længere ned i dyndet, når blodsukkerkicket er overstået.

At tale om insulin, blodsukker og insulinrespons på denne måde blev en game-changer for Ida. Hvis du kender til spiseforstyrrelser, ved du godt, at den slags ikke forsvinder på en dag. Men med et lille skridt ad gangen, lykkedes det til sidst Ida at få et andet forhold til sine flødeboller og sin cola. Og alle de andre meget sukkerholdige fødevarer, der i mange år havde været en stor del af hendes liv.

TARMFLORA

”Tarmbakterier påvirker vores psyke og sundhed på måder, vi kun langsomt er ved at forstå” var overskriften på en artikel i Information 27. november 2021, hvori professor Oluf Borbye Pedersen redegjorde for nogle af de mange fascinerende aspekter, der er forbundet med vores tarmflora. I artiklen refererer han blandt andet til de mange museforsøg, der i disse tider foretages, hvor musene udsættes for alverdens forskellige typer tarmflora, og hvor fascinerende det er, at musene responderer så direkte på den type tarmbakterier de får hældt indenbords. Så undervægtige mus, der får indsprøjtet tarmflora fra overvægtige mus, bliver, ja du har nok gættet det, overvægtige, normale mus, der får tarmflora fra autistiske mus, begynder at udvise autistiske træk. Og så fremdeles for alle mulige af de problemstillinger, vi moderne mennesker kender til. Og også for depressioner. Vores tarmflora er med andre ord ekstremt vigtigt for, om vi har det godt eller dårligt. Og det i både fysiske og psykiske henseender.

Ja, så det gælder om at have en sund tarmflora. Og hvad er så det, og hvordan erhverver vi os en sådan? Ud fra det vi indtil videre ved, er et af de største nøgleord på den konto ”variation”. Jo mere rig og varieret en tarmflora, du har, desto bedre. Og omvendt, jo fattigere din bakteriefauna er, desto flere problemer.

Bakterierne (herunder også svampe og parasitter) lever af tarmindholdet. Et overskud af protein fordrer forrådnelsesbakterier, et overskud af stivelse fordrer stivelseselskende bakterier og svampe, hvorimod et højt indhold af fibre understøtter en mikrobiota med flere helbredsfordele.

Det er jo i Idas tilfælde gode og dårlige nyheder. De dårlige er, at hendes kost er fattig på fibre og rig på kortkædede kulhydrater, hvilket giver en uheldig bakteriesammensætning og som kan være en af de medvirkende årsager til hendes depressive tilstande. De gode nyheder er, at man relativt hurtigt kan ændre bakteriesammensætningen ved at ændre på sin kost.

Således gik det til, at Ida hver eneste dag inkluderede ”regnbuens farver” i hendes valg af kost. Med regnbuens farver menes at have mindst et stykke grønt i disse farver og at dette til sammen fylder mindst halvdelen af tallerken.

Og som en lille parentes: der dannes mange forskellige livsvigtige ting i mødet med vores tarmflora, herunder neurotransmitteren serotonin. Undersøgelser viser, at op mod 90 procent af vores serotonin-mængde dannes i tarmen. I forhold til depressioner er det ikke mindst interessant, med tanke på at de fleste SSRI-produkter sigter efter at opbygge/bevare serotonin. Så som et muligt alternativ kunne man i stedet for at ty til antidepressiver som svar på sin depression, begynde at blive gode venner med sin tarmflora. I hvert fald som en start.

GLUTEN

Selvom man ikke er glutensensitiv kan det være en god investering at spise glutenfrit i en periode for at mærke, om det gør en forskel. Gluten er et hidsigt molekyle (som består af to underproteiner), og som blandt andet er kendt for at kunne forøge mængden af kroppens inflammation ved at øge tarmens permeabilitet.

I forhold til Idas hudproblemer er der masser af studier, som henviser til gluten som værende et af de problemerne i den forbindelse.

Således gik det til, at Ida begyndte at spise glutenfrit, og nej, det står ikke alene, men hun følte, at det var stærkt medvirkende til at give hende en anderledes ”ro i maven” og tilsvarende ro i sindet. Problemerne med huden aftog en smule, men løste det dog ikke helt.

KAFFE

Kaffen har gode eller dårlige egenskaber, afhængigt af hvilken pubmed-undersøgelse man hiver fat i, og hvilket fokus undersøgelsen har på kroppen. Men det, der vistnok ikke er så meget tvivl om, er den psykologiske effekt. Nemlig at koffeinen, som jo kan være skøn, er afhængighedsskabende og gør en mere ”mental”. Eller i mindre kropskontakt, kan man også sige. Et af arbejdspunkterne for Ida blev i højere grad at mærke sig selv, sine følelser og sin inderlighed og manøvrere ”rigtigt” i forhold til det. Rigtigt, så hun i stedet for den automatiserede handling, det var at hælde kaffen indenbords, blev nysgerrig på, hvad kroppen og følelserne havde på hjerte. Så fra at tylle (forfærdeligt ord) 6-8 kopper om dagen, gik hun over til højst at drikke en kop. Og endte med – i nutid – sjældent at drikke kaffe.

FASTE

Da japaneren Yoshinori Ohsumi i 2016 vandt Nobelspris i medicin for hans arbejde med autofagi, kom der pludselig sprog for noget, som havde været lidt af en gåde. Nemlig hvorfor faste kommer med så mange fordele, både i den fysiske krop og i sindet.

Autofagi betyder at ”æde sig selv” og handler dybest set om, at kroppens celler er udstyret med evnen til at rydde op og genbruge. En yderst nyttig egenskab, da ting jo ellers hober sig op. Men eftersom det moderne menneske spiser så meget dårligt mad og alt for meget af det, har cellerne ikke tid til at bedrive ”ordentligt autofagi”, da de hele tiden bombarderes med næringsstoffer at forholde sig til. Celler skal med andre ord have ”arbejdsro”, før de træder ind i den eftertragtede autofagi-tilstand. Eftertragtet, fordi autofagi og det hyppigt at få ryddet op i og genbrugt de forskellige ernæringsmæssige efterladenskaber forbindes med lavere risiko for mange typer livsstilssygdomme. Såsom diabetes 2, degenerative neurologiske udfordringer, gigt, skæve kolesteroltal, en mindskning af inflammation, mindre oxidativt stress og som anticancer.

Men også på den psykiske side viser det sig, at faste har mange fordele. Det øger:

Energiniveauer, HGH, Noradrenalin, Kontakt indadtil og til ens emotionelle jeg, mental klarhed… alt sammen noget, som er det modsatte af at være fanget i depressionens dynd.

Ida var solgt, fra første øjeblik jeg begyndte at tale om disse ting. Så inden for ganske kort tid blev den såkaldte intermediate fasting en del af hendes rutiner, ligesom hun sørgede for et par gange om året at lave lidt længere faster.

TILSKUD

Vi kom selvfølgelig på vores rejse også ind på eventuelle relevante tilskud i forhold til Idas tilstand og kostvaner.

Et af de første tilskud, vi kunne blive rørende enige om, ville være en god investering, var omega-3. Vores cellemembraner er noget af det vigtigste i vores krop, fordi praktisk taget al vores transport og kommunikation foregår via dem, og når de er beskadigede (af fx dårlige fedtsyrer), gør det membranerne stive og ufleksible, hvilket kommer med mange uheldige konsekvenser. Idas kost har været ret ikkefokuseret på gode olier, så det var et første sikkert sted at sætte ind. Omega-3 kan fås til en ganske rimelig penge i den lokale Superbrugsen og er af fin kvalitet. Her behøver du ikke købe dig fattig i dyre produkter fra Norge, der ikke reelt er meget bedre end det, du får i supermarkedet.

D-vitamin-mangel er også sat i forbindelse med depressive lidelser. Vi kom aldrig til at måle Idas niveauer af D-vitaminer (hun går ikke længere i terapi hos mig, men jeg hører heldigvis om hende indimellem via sociale medier), men det kan du ganske gratis bede din læge om at gøre. Husk dog at alt med måde, ikke mindst når det gælder D-vitaminer. Du kan med andre ord også få for meget, som ligeledes er toksisk for din krop.

Mangel på B-vitaminer er også sat i forbindelse med denne lidelse. Ofte ses B-12-mangel som følge af langvarigt brug af PPI-produkter. Det havde Ida heldigvis ikke tyet til, så det blev ved ganske almindelige B-vitamin-tilskud fra Matas.

RYGESTOP

Vi taler ikke så meget om det, men flere undersøgelser viser, at nikotin nedsætter mængden af serotonin (og andre neurotransmittere) og er dermed indirekte medvirkende til at give depressioner.

Faktisk var det ganske let for Ida at stoppe med at ryge. Da først alle de andre tiltag var sat i søen, var det så ”indlysende” at slippe smøgerne, at det ikke var et problem. Det eneste rygestopprodukt, hun i en mindre periode tyede til, var nikotinplaster.

Ja, det var vist nogenlunde det, der til sammen satte Ida på den rejse, hun stadig er på. Ovenstående er selvfølgelig ikke dækkende for alle de hensyn, der kan inkluderes under emnet depression og kost, men det er en god start. Efter min mening.

Ida er i dag ikke længere i 20’erne. Men hvis du en dag valser forbi et SATS-center og ser en køn, slank kvinde i starten af 30’erne bedrive cardio på et af deres løbebånd, kunne det meget vel tænkes at være Ida.

Bøger:

Claude-Pierre, Peggy, Spiseforstyrrelsernes hemmelige sprog, Borgens Forlag 1999, Valby

Ehdin, Susanna, Det selvhelbredende menneske, Aschehoug, 2003, Viborg

Enders,  Giulia, Tarme med charme, People’sPress, 2015,

Fung, Jason og More, Jimmy, The complete guide to fasting, Victory Belt Publishing Inc., Canada, 2016

Murrey, T. Michael, The encyclopedia of Natural Medicine, NY, 2012

Perlmutter, David, Hjernens nye liv, Borgens Forlag, Kbh, 2015