Af Jimmy Hansen
Det er så fascinerende, når jeg får mænd i terapi, som er modløse, deprimerede og mangler gejst, og vi så drejer emnet ind på brug af porno. Fascinerende, fordi ingen af dem er blevet fortalt, at der kan være stærke sammenhænge mellem deres symptomer og deres brug, samt at det i langt de fleste tilfælde gælder, at de får det markant bedre, når de slipper pornoen. Efter godt og vel fire uger uden kulørte pixels vender farven tilbage i kinderne, glimtet i øjet viser sig og lysten til igen at ville kramme livet dukker op.
Hvorfor det forholder sig sådan, er der selvfølgelig flere forklaringer på.
En af de vigtigste er, at overdreven brug af porno er at sammenligne med alle de andre typer afhængigheder, vi kender, hvor vi udmærket godt ved, at det kommer med et rend af negative konsekvenser for psyken, hvis vi er narkomaner, ludomaner, spiseforstyrrede, alkoholikere eller hashomaner. Det ved vi bare, fordi det ligesom er en slags accepteret og etableret viden, men når det gælder porno, har vi på en eller anden måde fået skabt et andet narrativ.
Desværre.
Desværre, eftersom SÅ mange mænd kunne få det SÅ meget bedre ved at slippe dette stof.
Hvis du som mand kan genkende dig i ovenstående, hvor modløsheden er med som daglig passager, og du ser store mængder porno, så forsøg at slippe den i 14 dage. Bare to uger, hvor du er undersøgende i forhold til dine reaktioner, dine symptomer, og hvor reel afhængig du egentlig er. Hvis du snildt kan drible igennem dette tidsrum og ikke mærker synderlig forskel, er det måske ikke der, du skal sætte ind for at få livsgnisten tilbage. Men hvis du derimod opdager, at det er umuligt at holde snitterne fra diverse pornosites, og nogle af dine symptomer vitterlig letter, er der virkelig god grund til at kaste dig ud i et større rugbrødsarbejde omkring dette emne, fordi det kan være en skatkiste af mulighed for at få et bedre liv, for at blive mere viril (eller skal vi kalde det maskulin), for at blive mere positiv aggressiv med dine livsprojekter, samt i det hele taget at opnå en sundere og mere kropslig funderet seksualitet (noget, kvinder i øvrigt tiltrækkes af).