Af Jimmy Hansen
…fik jeg stillet som spørgsmål af en af mine mandlige klienter på hans vej ud ad døren.
Egentlig var det slet ikke hans plan at græde. Ligesom mange andre pornoafhængige mænd kom han i terapi med den intention, at hans skæve forhold til porno skulle elimineres som en anden betændt byld. Derfor kan det selvfølgelig virke desto mere overvældende, når han undervejs finder ud af, at ”bylden” ikke sådan lige er til at skære væk. At den faktisk huser flere nuancer, end han lige havde troet, og at adgangen til noget af hans følsomme jeg netop skal ske via pornosiden.
Det lyder måske kryptisk, så jeg sidespringer et øjeblik for at forsøge at skabe sammenhæng. I mange år var jeg selv afhængig af porno, og i næsten lige så lang tid kæmpede jeg for at finde hoved og hale i, hvem jeg var og ikke var i den kontekst. Det var mildt sagt en kompleks rejse, hvor jeg har lagt en brik ad gangen i takt med mine mange forskellige tiltag over emnet, til hvad der i sidste ende viste sig at være et temmelig stort puslespil.
Det i særhed største skridt skete dog, da jeg erkendte, at min brug af porno havde et sprog. At det ikke bare var en dårlig vane, som kunne fjernes med en bestemt type dogmatik eller dossering, men en adfærd jeg i tidernes morgen havde tyet til som svar på mit sinds vanskeligheder. Og at tidens omstændigheder gjorde denne taktik så automatiseret, at pornoforbruget blev et svar på snart sagt alle livets udfordringer. Ligesom min klient lavede jeg en fortælling om, at pornosiden var min store bussemand. Dilemmaet var således, at jo mere jeg forsøgte at skære den fra, altså pornosiden, desto højere blev den oprindelige spænding. Så da jeg begynde at knytte et andet narrativ ind i min pornoside, kunne jeg løsne op for dens jernhårde greb om mit sind og derfra var en anden omgang med porno i stand til at flytte ind.
I dag er jeg omme på den anden side og ser aldrig porno. De ”weird urges” kommer op engang imellem, når jeg er emotionelt udfordret, ellers aldrig. Pointen er, at jeg ikke var nået til dette sted uden at have afklaret logikken i at ty til dette middel for mig.
Så: Mænd tropper ofte op i mit terapirum og meddeler mig, at de vil have en skovlfuld redskaber til at fjerne deres pornoside. Til det svarer jeg altid, at det ikke er en vare, jeg har på hylden. Til gengæld tilbyder jeg dem at tage på en opdagelsesrejse. En rejse, hvor vi skal finde ud, hvem pornosiden er for en størrelse, hvorfor han trådte indenfor i stuen, og hvad omstændighederne var i den forbindelse.
Til det bruger jeg en bred vifte af redskaber, herunder det gestaltterapeutiske redskab ”stolene”, hvor man som et rollespil spiller forskellige sider af sig selv. Altså… jeg sætter mig på en skammel vinkelret på to stole, og så spiller klienten de forskellige sider af sig selv ved at vandre frem og tilbage imellem stolene. Det vil så ofte være pornosiden, der er i en stol og en kritisk side af sindet i den anden. En af mange pointer med dette arbejde er, at de forskellige sider af sindet får ubetinget taletid (uden at den anden kritiske side kommer skræppende på banen), og det i sig selv er ofte temmelig forløsende og forsonende.
Og her når vi så frem til min klients tårer. For det var første gang nogensinde, at han over for et andet menneske (og sig selv) havde givet sin pornoside frit lejde og bare talt dens sprog uden fordømmelse. Det i sig selv var enormt skamfuldt for ham, men også lettende. For bag ved den bevægelse boede der en opmærksomhed ind i, at hans pornoside var kommet i kølvandet på hans elskede fars død for 12 år siden. At han ikke havde nogen mennesker at støtte sig til på det tidspunkt, så i stedet for at takle sorgen på ”normal vis” ved fx at tale med andre mennesker, havde han givet sig til at se porno. Rigtig meget porno.
Tårerne, der trillede ned ad kinderne på ham, var således mange år gamle, og havde noget på hjerte. For måske var det første gang, at han for alvor gav sig til at sørge over sin far.