Kender du også til følelsen af skam? Altså ikke den der nødvendige socialiseringsskam, hvor vi bliver røde i hovedet, når vi har kvajet os eller mærker en trykken i maven og en sund signalgivning i panden, når vi godt ved, at vi skal holde inde med en kommentar, som kan bringe andre i forlegenhed. Nej, jeg taler om toksisk skam. Den type fornemmelse, som er afledt af et helt andet vagus-løb, hvor sind og væv nærmest er i krig med hinanden. Og hvor det næsten er ligegyldigt, hvad du turer frem med, for dine indre forvaltninger skal nok få drejet det i retning af pinagtighed. At det nærmest er dit hele væsen og hele dig, der er noget galt med.
Puha.
Det er virkelig hårdt. Og noget jeg i øvrigt selv slæbte rundt på i mange år og som næsten kostede mig mit eget endeligt.
Der er med andre ord ikke særlig mange gode ting at sige om den fornemmelse. Til gengæld er der meget godt at sige om det modsatte. At være i livet og vitterlig opleve at leve, tale, tænke, føle og interagere uden at blive dukket af skam-spøgelset. Faktisk er det lidt som at eksistere med en konstant følelse af tilfredshed. Og glæde. Jeg var lige ved at skrive ”seksuel opstemthed”, men det føles dog lidt malplaceret. Vi mennesker er i høj grad givet ved kontraster, så når først man har oplevet disse skam-bid og har fået dem transcenderet, vil man for evigt være taknemmelig for ikke længere at være defineret af den sovs.
Jeg har været hos mange terapeuter, gået til alverdens workshops og taget ikke så få uddannelser, og desværre er der ikke mange, som forstår sig på disse ting. Med ”forstå” mener jeg ikke ikke at have læst ”Fra skam til selvrespekt” af Marta Cullberg Weston, men at arbejde i de ordløse lag. I instinkterne. At arbejde med kroppen i gruppekontekster, hvor både leder og gruppe klædes på til ikke at være bange for de tilstande, der opstår i kollapserne, i dissociationerne, i hypotilstandene, i rædslerne, i frygten og i flugtimpulserne, men at tingene, fornemmelserne, de indre løb (og ikkeløb) igen og igen bydes velkommen. Og får så meget tilpas lederskab og følgeskab, at man på et tidspunkt vitterlig oplever en anden slags indre programmering. En programmering, som dikterer kontakt, liv, kærlighed og møder i stedet for ensomhed, afstand, isnende kulde og ruminerende negative tanker.
Det var først, da jeg for efterhånden mange år siden dumpede ind hos Ulla Rung Weeke i Nordsjælland, at mine dybe fornemmelser af indre forkerthed begyndte at ændre sig. Indtil da anede jeg ikke, at den slags terapi fandtes. Altså terapi, som vitterlig kan forandre de catch 22-låse, hvor intet synes muligt. Og jeg siger ikke, at det ikke findes andre steder i kongeriget, men jeg er ikke ene om at mene, at Ulla kan noget helt særligt i disse lag.
Så efter tre dages intensiv træning i denne uge (fra onsdag til fredag) på Skolen for Psykosomatik, sidder jeg med en følelse af dyb taknemmelighed. Så fra hjertet vil jeg sige tak til min supervisor Ulla Rung Weeke og min skønne gruppe deroppe. Og hvis du sidder med fornemmelsen af konstant at blive skambidt, vil jeg på det bestemteste holde fast i, at det kan ændres. Hvis det kan ændre sig for mig, med det kolossale sorte hul jeg havnede i i starten af mine tyvere, så kan det også ændre sig for dig. Du skal ”blot” begynde at insistere på at få et møde i disse lag med den terapeut eller anden leder du går hos. Insistere på, at der skal være møder ”imellem ordene”, og at instinkter, frygt, rædsel, flugt, dissociation, skam ikke er fyord. Men noget, der skal bydes velkomment. Og fra dette velkomne sted, kan der skabes andre kropslige og neurologiske løb.
