Af Jimmy Hansen

C185 er en forkortelse for Cessna185. Altså en flytype. Jeg var kun 20 år, da jeg besluttede, at jeg ville bruge den sidste tid af mit J1-visa på at flyve som bushpilot i Alaska. Egentlig havde jeg et godt job som flyinstruktør i Buffalo i Minnesota. Men dengang var der lidt meget ild i mig, så jeg ville ud og prøve kræfter med noget andet. Jeg ville til Alaska og flyve, hvad der dengang og stadig den dag i dag betragtes som et af verdens farligste steder at agere pilot. Farligt af mange grunde, ikke mindst på grund af det ekstremt omskiftelige vejr.

Nuvel.

Efter en lang køretur op igennem det østlige Canada, som i øvrigt er meget smukt, havnede jeg i Anchorage – Alaskas hovedstad, hvor jeg efter lidt hiv og sving eller skal vi sige seriøs møjsommelighed fik skaffet mig et job i det lille flyvefirma Raven Air. Et firma, som dækkede det sydlige Alaska med så eksotiske navne som Kodiak Island, Homer og English Bay. Hvis du er ivrig Discovery-seer, vil du nok vide, at Kodiak Island huser nogle af verdens største grizzlybjørne, og som filmes, imens de på rad og række hiver den ene store laks op af vandet efter den anden.

Men der havnede jeg altså. I Raven Air, hvor det blev besluttet, at jeg skulle skoles på deres Cessna185. Det mest fascinerende fly, jeg nogensinde kom til at få i hænderne. Som du kan se på billedet herunder, er denne flytype lidt anderledes, fordi den har et halehjul og ikke et næsehjul.

I Alaska er det ret normalt både som kommerciel operatør og privatejer at vælge fly med halehjul, fordi det kræver kortere landingsbaner at starte og lette. Landingsbanerne i Alaska er nemlig også et kapitel for sig. Korte, bøjede, bumpede og med komplet umulige indflyvningsforhold.

Et andet lidt ”spændende” aspekt ved en halehjulsflyver er, at take off og landing er anderledes end ved almindelig hovedhjulsflyvning. Som pilot skal man således på nogle måder begynde forfra ved den del af flyvningen, hvilket er både frustrerende og fascinerende. Frustrerende, fordi man som efterhånden noget øvet pilot kan det til fingerspidserne, og fordi det er det, man under uddannelsen øver allermest. Landinger, landinger, landinger. Og i alle mulige og umulige settings. Så det kan vi. Og så pludselig kan du det ikke mere. Men også spændende, fordi du motorisk skal kalde nogle andre sider i dig frem. Men altså. Efter nogen træning lykkedes det mig og min instruktør Fred at forsyne mig med de skills, der skulle til for at flyve solo. Hvis du vil vide mere om min skøre og skønne instruktør Fred, og hvordan flyvningen sådan mere hands on foregik kan du læse artiklen om undertegnede her.

Nå.

Men fascinerende var det altså. At kunne mestre denne besværlige flytype og lette og lande i nogle af verdens mest krævende miljøer. Bagved linjerne var det dog mindre fascinerende. Jeg havde som beskrevet andetsteds oplevet et nervøst sammenbrud, da jeg fløj som flyinstruktør i Minnesota. Og dette kollaps sad stadig i mit sind og krop som en betændt byld. Jeg var i stigende grad mut, indelukket og ude at stand til at skabe kontakt med mine omgivelser. Derudover var ejeren af Raven Air lidt af en plattenslager, fordi han ikke udbetalte mig løn. Slet og ret. Jeg fik sgu ingen penge. Tag lige den, når man i forvejen har brugt sine sidste midler på at komme til Alaska, og USA jo ikke ligefrem er en velfærdsstat. Og i særdeleshed ikke Alaska, som på nogle måder kan minde om Det Vilde Vesten.

Så der lå jeg og fløj rutefart fra Anchorage til disse sydlige, smukke destinationer, imens jeg sultede. Imens mine tanker i et væk kredsede om mad. De første par dage pløjede jeg ivrigt virksomhedens skabe igennem for at finde brødkrummer og gamle boller. Indimellem forbarmede Fred sig og betalte mig en middag. Men langsomt raslede kiloene af mig. Det var godt nok langt ude. Og langt ude at jeg havde det ansvar som kommerciel pilot i den tilstand. Og ja, jeg ”burde” have sagt fra og krævet min ret, men det kunne jeg bare ikke. Alt i mig var kollapset. Og nu både psykisk og fysisk. Jeg havde kun mine pilotskills og en venlig maske. Det var det eneste, jeg i den situation kunne mønstre. Men indeni mig var alt slået i stykker. Som et knust spejl.

Og så. En dag, da mit sind endnu engang tågede rundt i sørgmodighedens skygger, greb jeg en kuglepen og på en tilfældig lap papir skrev ”Kære dagbog”. ”Kære dagbog, jeg har det ikke så godt.” Pennen. Det var pennen, som blev det første instrument, der forbandt min dybe indre smerte med mit tænkende jeg. Og på mange måder var det den, som reddede mig. Reddede mig og formåede at indgyde mig håb. Og i mange år derefter var den en slags bedste ven. Og faktisk eneste ven, som kendte alle mine hemmeligheder.

Så på nogle måder kan man sige, det var der, det hele startede – min selvudviklingsrejse – da jeg om dagen agerede pilot i et c185 og om aftenen nedskrev mit indre liv på krøllede stykker papirer.