En klientcase om 30 år i træk at lide af svær depression

30 år. Tag lige det tal ind, inden du læser videre… 30 år i træk oplevede Julie (ikke hendes rigtige navn, men den ”virkelige Julie” læser med her og har givet grønt lys til at måtte videregive følgende oplysninger) at være svært deprimeret. Hvert eneste forår trak mørke skyer så insisterende ind over hendes indre landskaber, at hun endte med at bruge 3-6 måneder i hjemmet, ruminerende om sit eget endeligt. Et smertehelvede med andre ord. Og et af de måske vanskeligste steder, man som menneske kan havne.

Hvor ville du være, hvis du 30 år i træk fik tildelt det lod at være svært deprimeret? Jeg tror, jeg ville have været en grøntsag og for længst forladt denne jord. Men nej, det er Julie ikke. Hun er hverken en grøntsag eller stendød. Faktisk lyslevende og et i øvrigt meget afholdt menneske i mange kredse. Og det siger vel mange ting om hende.

Nuvel.

For lidt over et år siden henvendte Julie sig til mig for at høre, om kombinationen af ernæringsterapi, chok- traumeterapi og arbejde på briks kunne gøre en forskel vedrørende disse forbandede tilbagevendende fænomener. Og nej, dette var ikke første gang, Julie rakte ud efter hjælp. Siden sin første depression i starten af tyverne har Julie som en flittig bi tyet til ALVERDENS forskellige både etablerede og alternative tiltag for at komme om på den anden side. Psykiatere, psykologer, hormonterapeuter, osteopater, kiropraktorer, kraniosakral-behandlere, alexanderteknik-behandlere og tusind andre ting. Alt sammen noget, som igen siger en masse om Julies karakter. At hun er en kriger, som jeg ofte har kaldt hende. At hun ufortrødent igennem 30 år har forsøgt at hive sig op af dette klamme klister.

Inden vi går en smule under overfladen i forhold til hendes og min fælles rejse, vil jeg afsløre, at Julie i skrivende stund – for første gang i 30 år – har gået over et år uden at havne i den svære depression. Og husk, at der er forskel på let, middel og svær depression. Vi alle (eller mange af os) oplever at være vintermelankolske over det manglende lys og herunder ofte lavere D-vitamin-niveau, der følger af de tunge, danske vintre, men diagnostisk betragtet er det væsensforskelligt fra den tunge depression, hvor immobilitet og selvudslettende tanker er norm.

Så ja, dette er en solstrålehistorie, ellers havde jeg nok ikke delt den her. Men inden jeg roser mig selv for meget, vil jeg sige, at det klart mest er Julies stædige energi og arbejde, som har skabt dette resultat. At hun har været sur på mig, grædt, været ængstelig, har insisteret på at ringe mig op, når mørke skyer har trukket ind over horisonten. Og alt sådan noget. Hun har med andre ord knoklet for at nå frem til dette resultat.

Det vil selvfølgelig være for omfattende at opsummere næsten halvandet års terapeutisk arbejde, så jeg vil blot nævne de seks hovedområder, vi blev enige om, var nødvendige at adressere for at skabe et mere positivt resultat. En anden vigtig ting at nævne er, at vi har arbejdet ”krydsende” og ikke tværfagligt. Der er stor forskel på de to ting. ”Krydsende” betyder, at vi flekser ud og ind af meningsfelter, som de tilfældigvis opstår, og trækker røde tråde undervejs.

Jeg vil skynde mig at sige, at følgende ikke var noget, vi plottede ind i et excelark efter første session. Nej, som tiden er gået, og vi har lært hinanden bedre og bedre at kende, er de morfet frem som værende de vigtigste områder at besøge.

So here it goes.

1 Kender du noget til PPI’er (syrepumpehæmmere)? Sammen med statiner er det noget af den medicin, som hyppigst langes over disken i dette land. I 2021 indløste 646.000 danskere recept på PPI, samtidigt med et stærkt voksende forbrug af døgndoser (https://sundhedsdatastyrelsen.dk/nyheder/2022/medicin-mavesyre-020622). Med næsten blokbogstaver står der på indlægssedlen, at man højst skal være på denne medicin i otte uger. Og derefter gelinde trappe ud, da det ellers kan have grumme effekter. Julie havde været på PPI’er i 14 år. 14 år! Det er alligevel lidt vildt. Og vildt af mange årsager. Vildt at hendes læger undervejs i dette tidsrum glad og fro har udskrevet recept på recept uden at være kritiske. Men også vildt i forhold til de mange konsekvenser, der kommer af at hæmme sin mavesyre – i så lang tid. Vi skal ikke for langt ind i fordøjelsesteori lige nu, men blot vil jeg nævne, at vores mavesyre er en af de vigtigste væsker, hvad angår at nedbryde mad, så denne kan blive klar til optag i tyndtarmen. Hvis ikke det sker ordentligt, kan den ikke tilstrækkeligt nedbrudte mad skabe furore længere nede i fordøjelsen, herunder oppustethed, dysbioser, forstoppelse, utæt tarm og diare. Alt sammen noget, Julie led meget af. Og alt sammen noget, som – efter min mening – var en medvirkende forklaring på de tilbagevendende depressioner. Når vores fordøjelse er i bål og brand, har det stor indflydelse på vores øvrige biokemi og herunder hjerne.

Nå. Men en dag gik Julie og jeg hånd i hånd med hinanden op til dennes læge og præsenterede hende for tanken om, at det var en frygtelig god ide at få Julie af disse piller. Og dette prompte. Heldigvis var/er Julies læge ret åbensindet i forhold til at tænke ud af boksen, så inden vi havde set os om, kom Julie ud af denne medicin. Effekterne viste sig i løbet af to uger med mindre forstoppelse, mindre diare (ja, forstoppelse og diare følger ofte hinanden), mindre oppustethed og mere mental klarhed.

2 Det næste store hovedområde, vi adresserede, var sammenhængen mellem det at blive fravænnet amning som en en måned gammel baby, fordi mor blev frarådet hertil af sundhedsplejerske pga. arbejde, og Julies tvangsprægede behov for at snacke. Hvad betyder det at blive ammet for vores tilhørsforhold til mor (og andre mennesker), og hvad betyder det for vores forhold til mad? Det er der mange teorier om, min mening er, at den er enorm. Altså sammenhængen. Det er der, det meste grundlægges (når vi er babyer), så det er godt nok vigtigt, at vi får nogle sunde spejlinger. Desværre fik Julies mor et skævt råd og blev sat på en kost af appelsinsaft, komælk og bønner og smidt i hænderne på en dagplejemor. En sammenhæng mellem ovenstående og så det at høre til, det at belønne sig med sukker i lange baner og det at opleve tab på indersiden dukkede i den forbindelse op som en plausibel kausalitet hos Julie og jeg. Og også endnu en forklaring på hendes sinds lyst til at defilere ned i depressionernes sorte muld.

3 Stress er efter manges opfattelse en af de store forklaringer på vor tids livsstilssygdomme. Fra et hormonelt synspunkt er det ikke så lidt ballade, der bliver skabt ved hele tiden at have et højt kortisolspejl. Det svarer til konstant at pumpe kroppen fuld af binyrebarkhormoner. Noget, de fleste af os intuitivt ved, er uber toksisk for både krop og sind. Når der bruges så meget energi og kolesterol til produktion af kortisol, skaber det ubalancer for kroppens øvrige steroidhormoner. Så hvordan spiller skæve niveauer af androgener, gestagener, østrogener, D-vitaminer og aldosteroner ind på svære depressioner? Et stort forskningsområde at åbne døren op for selvfølgelig, men efter min mening er effekten og betydningen i forhold til at ”forklare” depression markant. Punkt 2 med høje niveauer af insulin spiller i øvrigt også ind her. Behøver jeg sige, at Julies stressniveauer har været helt oppe under loftet?

4 På Julies lange rejse har hun også været omkring en række psykiatere, som har ordineret diverse psykofarmaka. Det betød, at hun sidste efterår var på en hel cocktail af denne medicin. Men seriøst, er det befordrende at være på forskellige antidepressiver? Er der virkelig nogen, som tror på, at det kan have en gavnlig effekt? Jeg er med på, at et enkelt produkt i nogle tilfælde kan være strengt nødvendigt, når vi taler om svære depressioner, men når vi tager så mange og så forskellige midler, er der da ikke en kat, som aner, hvad der biokemisk foregår i hjernen? Eller hvad? Og hvad med de krydsende effekter på krop og fordøjelse osv.? Nå. Men Julie har heldigvis fået en god psykiater, som via forskellige tiltag støtter hende i at trappe ud. Og jeg klapper i hænderne over denne ud-af-boksen-tænkende psykiater.

5 En drastisk omlægning af madvaner. Ikke mad som sådan, eftersom Julie igennem tiden har opbygget en solid viden om, hvad der er sunde og ikke sunde fødeemner. Men snarere omgangen med mad. Hvad kan et mindre spisevindue fx betyde for kropslig og mental sundhed? Så man indimellem giver fordøjelsen lange pauser til at regenerere.

6 Det sidste og vigtige punkt var brugen af crossover. Altså hvor vi lavede chok- traumeterapi med alle de værktøjer, der på den konto kan trækkes op af hatten, versus kropsterapi. Kroppen lyver ikke. Sådan er det bare. Så hvis vi taler og taler og taler om diverse, men kroppen stivner undervejs, så skal vi lytte til denne stivnen. Hvor sidder den, hvad siger den, og hvordan kan vi få den til måske at tale med endnu større bogstaver? Her er kombinationen af chok- traumeterapi og arbejde på briks virksomt.

Ja.

Det var de seks store motorveje, vi har arbejdet med, Julie og jeg. Vi er stadig på rejsen sammen, så hvad der kommer til at ske fremadrettet, ved jeg ikke. Men vi tager det, som det kommer.

Til sidst vil jeg udtrykke min dybe taknemmelighed for at have været en del af Julies rejse og for at have fået lov til at dele denne historie. Jeg hepper på dig, Julie, og ved langt indeni, at du denne gang har sagt farvel til dette uhyggelige fænomen (de svære depressioner).

Jeg har selv været dybt på røven for mange år siden. Noget, du kan læse meget mere om på mine hjemmesider. Så fra mine egne blodårer kender jeg godt fornemmelsen af at gå fra noget uoverskueligt og smertefuldt til noget andet… noget med større frihed, større glæde og større biokemisk belønning. Og fra et eksistentielt perspektiv er der vel næsten ikke noget, som giver mere mening? Altså at vi kan rejse os fra smerten og definere os i overensstemmelse med vores valgte værdier.